Du har sikkert spekuleret over, hvordan du bliver en dygtig
netværker. Som vi siger, tager det
10.000 timer at blive ekspert i noget, og du kan også regne med, at det kommer til at kræve en
målrettet, vedholdende og langvarig indsats, hvis du vil lære at spille netværkermelodien som
en sand virtuos. Lyder det som en umulig opgave? Fortvivl ej. Dann Sommer har nemlig været
forbi med noderne til os.
Dann Sommer er foredragsholder og kalder sig The Network Maximizer. Han har en udstrakt
viden og års erfaring med at netværke. Hvis du spørger Dann Sommer, er det bedste spørgsmål
du kan stille som netværker: ”Hvad kan jeg gøre for dig?” For det er vigtigt at være god til at lytte.
Det var kun Beethoven, der kunne høre musikken og være døv samtidig.
Dann Sommer er taler for brugen af kaffemøder. Men det er vigtigt, du ved, hvorfor du gør det. Du
skal have klare mål, før folk kan forstå og hjælpe dig. Her opstiller han nogle S.M.A.R.Te nogle af
slagsen: du skal være Specifik, Målbar, Attraktiv, Realistisk og Tidsbestemt. Og husk stadig at lytte.
Find balancen og rytmen i samtalen. Det må gerne blive et kaffemøde, der swinger.
”Blow your own horn”, siger Dann Sommer og kigger udfordrende rundt i lokalet. Undgå at være
beskeden, når du søger job, men gør opmærksom på dig selv. Her er LinkedIn et uvurderligt værktøj.
Kun 20% af alle ledige jobs bliver opslået – de resterende 80% er usynlige. Så er det nu, du skal
blæse højt i hornet. Men husk, du skal spille musik og ikke bare lave larm.
(Artikel skrevet for PowerjobMidt i 2019)